Mit første EM var en fiasko.
Da jeg for nogle uger siden modtog mailen om, at jeg var
udtaget til EM, var jeg godt nok stolt. Jeg har formået, på forholdsvis kort
tid at kæmpe mig frem til der hvor det rigtig sker.
Desværre er det nok gået lidt for stærkt. Jeg var ikke
rigtig til stede i dag da løbet først gik i gang og da min læg, som jeg i
ugerne op til EM har kæmpet lidt med, begyndte at gøre ondt, udgik jeg. Fornuftigt
var det jo nok, men skuffelsen er ikke mindre af den grund.
Mine forventninger til løbet var tårnhøje. Jeg vidste godt,
at jeg ikke skulle tro, at jeg kunne være med helt fremme, men alligevel håbede
jeg da, at jeg fik oplevelsen af et fornuftigt progressivt løb, hvor jeg med
lidt held ville ende i bedste halvdel. Sådan skulle det ikke være.
Glæder mig til at komme hjem og holde lidt pause inden jeg
fortsætter træningen frem mod DM cross, hvor jeg vil få oprejsning...