lørdag den 23. februar 2013


Nu er der gået nogle dage siden sidst. Knæet fik det først noget værre, men er nu i bedring, og jeg jogger småture. Regner med at løbe for fuld styrke midt i næste uge, så jeg kan løbe stærkt i næste weekend til DM cross, men nu må jeg lige se tiden an. 

Forleden skinnede solen dejligt for anden gang her nede. Vi kørte en tur til Sevilla for at få en kop kaffe og en is, hvilket var nice, da jeg er ved at være lidt træt af at ligge på værelset med næsen i min Skatteretsbog. 

I dag rykker vi videre til et hotel i Sevilla, for at være tættere på lufthavnen når vi skal hjem. Hotellet vi forlader har ellers været mægtigt. Vi betalte for fuldpension og buffeten bød tre gange dagligt på alt hvad man kan tænke sig. 

Status er altså at jeg er frisk, veludvilet, har spist godt og har lidt ømt knæ. 

søndag den 17. februar 2013

Uge 5-7

Sidst jeg var på træningslejr var i uge 4, proklamerede jeg, at bloggen skulle genoptages og opdateres noget mere. Siden har der bare været vigtigere ting i mit liv, end at opdatere blog. Jeg regner med fremadrettet at opdatere en gang om ugen, og så må det være godt.

Lige nu befinder jeg mig i Punta Umbria, Spanien sammen med Michael Nielsen og Johan Damkjaer. Vi har 8 dage tilbage af en 10 dages træningslejr og det går sådan set strygende.

Det var en lang tur herned, så der blev ikke trænet fredag. Jeg har desuden været helt flad siden vi ankom og har sovet godt 15 timer i døgnet. Forhåbentlig bliver jeg friskere i morgen. Der skulle solen vidst også komme frem, hvilket kunne være lækkert, da vi ikke har set den endnu.

Vi løber lidt forskellige længder på vores ture, men det meste sammen. Lørdag fik jeg en "rolig" formiddagstur på 12,5km i 3:50/km. Om eftermiddagen løb Michael og jeg 10 km progressivt, på nær den sidste km i sand på stranden, der gik i 3:55. Snittet på turen var 3:33/km.

I formiddags løb vi intervaller. Et sæt bestod af 5+4+2min intervaller med 2 min pause. De to andre løb 3 sæt, mens jeg sprang det midterste over og dermed fik to sæt. Jeg var overrasket over at jeg godt kunne være med på Michaels tempo. Men selvfølgelig er jeg slet ikke træningsmændemæssigt på niveau med dem.

Nu har pludselig fået ondt i højre knæskal, hvilket er rimelig irriterende. Jeg tager den lige med ro over et par træninger, og ser hvad der sker.

Opdatering følger snarest. 

tirsdag den 22. januar 2013


Middag:
I dag ville jeg løbe en lang tur. Proklamerede forleden overfor de andre, at jeg ville løbe 30 km. Det var mest for sjov, da jeg tidligere maks har løbet godt tyve km på mine træninger. Det blev dog meget sjovt, at skulle nå det mål, så løb alligevel de 30 km.

På de første 15 km havde jeg medvind og sol. De gik på 59 min. Derefter drejede jeg rundt og løb tilbage. Det var imellemtiden blevet overskyet, og med 10km tilbage regnede det. Desuden fik jeg jo nu modvind. Havde 64min på turen hjem. I alt 2:03:00.

Det var sådan set meget godt oven på vin, øl og mojitos i går :-)

Aften:
Her til aften løb vi lidt ud af promenaden og hjem igen i 4:10 tempo. Ville løbe 6-8 km men, da det gik godt fortsatte jeg, og syntes så pludselig det var sjovt at løbe 12,2 km så jeg fik marathondistancen på dagen.

I alt 42,2 km på dagen i ca. 4:08/snit. 

mandag den 21. januar 2013

Middag
Til middag stod den på en række intervaller på banen. Det blæste en del, men solen skinnede også dejligt, så shorts og singlet var da vejen frem. Det var meningen det skulle være et sjovt pas efter eget valg, så løb et pas, der normalt er virkelig godt op mod 1500m konkurrencer. 3*400+300m hvor 400m'erne skal være i 1500m konkurrencetempo og 300 m'erne skal være mere eller mindre fuld skrue.  Pausen mellem de to intervaller er 1 min (100m jog) og sæt-pausen er 4 min (400m jog).

Vi tog os god tid til opvarmning og øvelser, da det er noget vi ikke praktiserer så meget i DK.

1,2 km jog
20 min koordination (2 points)
2,8 km jog inkl stigningsløb.
3*400+300 - Tider: 62.3, 43.3, 61.7, 43.7, 61.0, 43.2
3,7 km afjog

I alt 11km

Aften
Jeg var ikke så frisk her til aften så joggede kun kort med Jonas Gram, der var småsyg. 6 km i 4:37/km.

I alt 17 km på dagen

søndag den 20. januar 2013

Uge 3

I dag stod den først på 16km i bjergene ved Mijas, tempoet var som følge af de mange højdemeter og små stenede stier ret langsomt. 5:35/km

Om aftenen løb vi 10 km langs promenaden i Fuengirola. 3:58 /km var tempoet.

Vejret er fint nu, sol og 15 grader ca.

Ugen
I alt blev det til 92,6 km på ugen. Er godt tilfreds, for har gode ben og har løbet intervaller, hvilket jeg ikke har gjort i laaaang tid. Er frisk på at fortsætte stilen på træningslejren de næste dage.

lørdag den 19. januar 2013

Bloggen genoptaget med højt humør


På talrige opfordringer fra mine løbevenner og familie genoptager jeg nu skriverierne på min blog. Tanken med bloggen har hele tiden primært været, at få noteret min træning, således at jeg selv og min coach, Per Le Fevre, har mulighed for at analysere de gennemførte perioder og ændre de negative forhold og vende dem i positiv retning.

Afslutningen på 2012

Jeg samler tråden op hvor jeg slap, nemlig EM i Cross i Budapest. Det var både en god og en mindre god oplevelse. På den ene side gik det stærkt i efteråret, og jeg var utrolig glad for og stolt over, at være blevet udtaget. Syntes bestemt også turen var god, og løberne på landsholdet er søde og rare at være sammen med. Desværre ramte jeg ikke dagen, da løbet blev afviklet. Min læg/achilles krampede mere og mere op allerede fra omkring 1,5 km og ved ca. 4,5 km udgik jeg.  Det var brand ærgerligt.

Efterfølgende har jeg summet lidt over det, og tager gode erfaringer med fra løbet. Det var et helt andet niveau end jeg er vant til, og mentalt skal jeg være forberedt på det næste gang. Derudover ved jeg nu hvordan alle de praktiske ting foregår, så stressniveauet formegentlig vil være mere moderat.

Træningen efter EM var sløj, men det var faktisk planlagt. Havde to uger med kun én løbetur i hver. Der var brug for at koble af og for, at jeg tog mig af andre ting, så som eksaminer og arbejde.

Fra jul og frem tog jeg fat på træningen igen, og havde 70,2 km i uge 52, hvilket var udmærket.

Mine achillesproblemer, lægømhed og knæømhed var væk, efter kyndig behandling udført af Michael Kyneb.

Alt tegnede godt for 2013.

Turbulent start på 2013

I alternative kredse sagde man at 2012 var et rodet år, men at ting falder på plads i 2013. Jeg skal sat’me love for, at ting har rodet rundt for mig ved årsskiftet.

Kort inde i det nye år, gik min kæreste og jeg fra hinaden, efter 6 ½ ellers rigtig gode år.

Det betød, at jeg pludselig måtte flytte ind i et dødsbo, som jeg har købt. Det krævede noget istandsættelse, bare at få et værelse op at køre, men der bor jeg så. Uden toilet og bad i lejligheden, men med mulighed for at benytte andelsforeningens i kælderen.  

Samtidig med flytningen, skulle jeg til eksaminer den 10. og den 17. (og skal igen den 25.). Så der har været rigeligt at se til.

Heldigvis trickede udfordringerne på hjemmefronten lysten til at komme ud og løbe. Løbeture har altid fungeret som et mentalt pusterum for mig og man skal jo se lyst på tingene, så det var bare ud af døren og af sted. Det blev til en del ret korte ture i uge 1, hvor jeg endte med ca. 65 km. Skulle løbe Klubmesterskaber i Cross om lørdagen, og holdt derfor igen på mængden.
Jeg vandt klubmesterskaberne cirka 1 minut foran Kasper Hartlev. Jeg løb de 8 km med en gennemsnitstid på ca. 3:14/km. Alt i alt godkendt og selvfølgelig sjovt at deltage.

I uge 2 fik jeg 84,5 km. Mange af kilometerne blev løbet i et pænt tempo i nærheden af 3:35/km.

I denne uge er jeg på træningslejr i Fuengirola, Spanien. Vi tog af sted i går formiddag (fredag) og fik om eftermiddagen løbet 14,6 km langs promenaden i 4:05/km.
Jeg har med vilje ”kun” løbet 30 km over de første 4 dage i ugen, da jeg ved træningslejren bliver hård.

I morges løb vi 7 km i 4:30/km. Det silede ned i skybrudsstil. Nu er vejret bare omskifteligt, ligesom dansk sommervejr og temperaturen er ligeså, cirka 15 C. Det er perfekt til træning, men ikke optimalt for solbadning.

Til aften løb vi 4 km opvarmning på græs før intervaller på banen, som bestod af to sæt af 1000m-800m-600m med 2 min jogge pause mellem. I alt 4800 m interval og ca. 1200 m jog. Derefter 5 km afjog i roligt tempo.

Aftenens træning giver 15km. Tiderne var 3:00, 2:21, 1:45 - 2:54, 2:14, 1:35.

Opdateringer følger allerede i morgen…

søndag den 9. december 2012

EM en fiasko..


Mit første EM var en fiasko.

Da jeg for nogle uger siden modtog mailen om, at jeg var udtaget til EM, var jeg godt nok stolt. Jeg har formået, på forholdsvis kort tid at kæmpe mig frem til der hvor det rigtig sker.

Desværre er det nok gået lidt for stærkt. Jeg var ikke rigtig til stede i dag da løbet først gik i gang og da min læg, som jeg i ugerne op til EM har kæmpet lidt med, begyndte at gøre ondt, udgik jeg. Fornuftigt var det jo nok, men skuffelsen er ikke mindre af den grund.
Mine forventninger til løbet var tårnhøje. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle tro, at jeg kunne være med helt fremme, men alligevel håbede jeg da, at jeg fik oplevelsen af et fornuftigt progressivt løb, hvor jeg med lidt held ville ende i bedste halvdel. Sådan skulle det ikke være.

Glæder mig til at komme hjem og holde lidt pause inden jeg fortsætter træningen frem mod DM cross, hvor jeg vil få oprejsning...

tirsdag den 13. november 2012

UDTAGET til EM!!!

YES.. I dag fik jeg mailen. Jeg er udtaget til EM cross i Budapest den 9. december. Det er kæmpe stort.

Al den energi jeg manglede i går, hvor jeg endte med at holde fri, fordi min krop virkelig var træt efter en hård weekend, har jeg fået igen.

Jeg har straks sendt dispensationsansøgningen afsted til CBS, så jeg kan få rykket min eksamen den 10. december. Nu er der kun en ting der skal være fokus på.

EM Cross - Officiel Hjemmeside - HER

Træning tirsdag:
I dag løb jeg 7km morgentur og stod 1 time på crosstraineren til eftermiddag.

For at skåne musklerne, er det recepten de næste dage, inden jeg skal have nogle benhårde pas inden EM.



Klubbens omtale HER
Forbundets omtale HER

søndag den 11. november 2012

Uge 44

I dag blev det kun til en 6 km joggetur i 4:14/km - Knæet er stadig ømt, men generelt er mine muskler ok. Min krop er træt og ugidelig.